Antallet af huse med til salg-skilte er på det højeste niveau i år.
Der var i oktober 23.706 parcel- og rækkehuse til salg. Det er en marginal stigning fra september og er ikke set højere siden december 2020.
Det viser tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og realkreditselskaber.
De flere huse til salg afspejler ifølge Finans Danmark, at der ikke længere er helt så stor efterspørgsel på at købe bolig, som i 2020 og starten af 2021, hvor mange brugte mere tid derhjemme end normalt.
- Mange har været på boligjagt under coronakrisen, og i en periode gik det stærkt på boligmarkedet, siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
- Efterhånden som samfundet er genåbnet, er farten aftaget på boligmarkedet, og der er igen kommet flere huse til salg, siger han i pressemeddelelsen.
Selv om der er flere huse til salg, er niveauet fortsat et stykke under tiden før coronaudbruddet. I 2018 og 2019 var der de fleste måneder mellem 30-35.000 huse til salg.
På landsplan er huspriserne i dag omkring ti procent højere for end for et år siden.
Det betyder, at et typisk hus på 140 kvadratmeter står til 2,7 millioner kroner. Det er 250.000 kroner højere end sidste år. Der er dog store regionale forskelle på prisudviklingen.
Hos Nordea vurderer chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann, at det er sundt for boligmarkedet, at der er lidt flere boliger at vælge imellem. Det skal ses i lyset af store prisstigninger siden marts 2020.
- Boligmarkedet har været rødglødende under pandemien, og derfor er det en god nyhed, at udbuddet stiger.
- Det vil tage toppen af prisstigningerne, og køberne vil få bedre tid til at se en bolig an. Det er kun sundt for markedet, siger hun i en kommentar.
/ritzau/