Siden 2001 er antallet af dødfødte børn steget med 50 procent. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen ifølge gratisavisen Urban.
Fra 1991 og ti år frem faldt antalled af dødfødte børn ellers på grund af de teknologiske fremskridt. Men nu er den positive kurve altså begyndt at vende.
Den samme tendens ses i England. Her mener man, at tendensen har en social slagside. Den forklaring tilslutter formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, sig:
- Social ulighed har også i Danmark stor betydning for, at graviditeten får et dårligt udkom. Det kan enten være på grund af kort skolegang, rygning, dårlig kost, mangel på motion eller mangel på netværk, som kan betyde, at komplikationer ikke bliver opfanget tidligt nok, siger hun til Urban.
Lillian Bondo mener, at ressourcestærke personer er mere på vagt over for alarmerende symptomer.
Ifølge sagkyndig rådgiver i Sundhedsstyrelsen, Kom Toftager-Larsen, kan dødsfødslerne også skyldes rygning.
Omkring 40 procent af den slags fødsler kan ikke forklares.