I løbet af årets første ni måneder blev 13.528 cykeltyverier anmeldt i København.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Antallet er ikke set højere i hovedstaden siden 2013.
Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension, kalder udviklingen "uholdbar".
- Københavnere opfordres til at lade bilen stå og tage cyklen, men hvis man ikke kan have sin cykel i fred, er det jo helt utåleligt. Det bliver vi da nødt til at gøre noget ved, siger hun.
Brancheforeningen har været glad for at se, at der hen over coronaårene har været en nedgang i antallet af cykeltyverier.
- Vi havde håbet, at det ville fortsætte. Men vi kan se, at antallet stiger igen.
- Og noget af forklaringen er formentlig, at der lige præcis i København er mange, som kommer omkring på en cykel. Så der er mange cykler og derfor også mange at stjæle, siger Pia Holm Steffensen.
Forsikring & Pension ønsker derfor et digitalt cykelregister, hvor man frivilligt kan lade sin cykel registrere.
Registret skal indeholde cyklens historie, så man nemt kan gennemskue, om den brugte cykel, man er i gang med at købe, er stjålet.
Samtidig skal et nyt digitalt stelnummer gøre det nemmere for politiet at finde stjålne cykler, lyder et politisk forslag.
- Det gælder om at gøre livet nemt for politiet og svært for cykeltyvene, siger Pia Holm Steffensen.
- Med et digitalt register kan du altid nemt tjekke på din telefon, om du er i gang med at gøre dig selv til hæler og simpelthen undgå at købe en stjålet cykel, og så forsvinder jo store dele af kundegrundlaget for cykeltyvene.
På landsplan ser udviklingen lidt anderledes ud.
I 2013 blev cirka 47.000 cykeltyverier anmeldt i løbet af årets første ni måneder.
I 2021 - under corona - var antallet faldet drastisk til 27.000. Siden da er det steget til cirka 38.000 anmeldte cykeltyverier.
/ritzau/