Danskerne bliver bedraget og narret særligt på internettet.
Antallet af anmeldelser om netop denne type kriminalitet er hastigt stigende - og har været det i flere år.
På blot fem år er antallet af anmeldelser flerdoblet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I løbet af det første kvartal i 2019 blev der anmeldt 11.701 bedrageriforbrydelser. Til sammenligning var der 3029 anmeldelser i første kvartal 2014.
- Omkring halvdelen af anmeldelserne vedrører databedrageri, og det er også denne type forbrydelse, der særligt bidrager til stigningen i anmeldte bedrageriforbrydelser, skriver Danmarks Statistik om tallene.
Mens bedrageri blev meldt til politiet i stigende grad, er der sket et fald i antallet af anmeldelser om tyveri.
I januar, februar og marts i år blev der anmeldt 24.875 tyverier, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det er et fald på 6,5 procent i forhold til forrige kvartal.
Det faldende antal anmelder skyldes særligt, at færre ringer til politiet for at anmelde tyveri af nummerplader, lommetyverier eller tyveri af taske eller bagage.
Derudover er en ændring i indbrudsparagraf 276a formentlig også med til at forklare det lavere tal.
- Med denne paragraf registreres en række anmeldelser nu som indbrud, hvor det tidligere var tyveri, skriver Danmarks Statistik.
Paragraffen trådte i kraft 1. januar 2018.
/ritzau/