Stress er langt fra et særsyn længere. I dag føler mere end hver syvende dansker sig ofte stresset, og lidelsen har indtaget en plads over problemer for folkesundheden på linje med fysisk inaktivitet og alkohol. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Ifølge Einar Baldursson, der er psykolog med speciale i arbejds- og organisationspsykologi og medansvarlig for stressklinikken på Aalborg Universitet, er der en sammenhæng mellem arbejdets organisering og udviklingen af stress. Han peger især på, at vi ofte arbejder under det paradoks, at vi knokler for at levere det, der bliver forventet, uden at vide hvad det reelt er.
- Samtidig er vi underlagt en ændringsfundamentalisme, hvor det er et princip, at tingene ikke må falde i faste former. Det ses som et fremskridt i sig selv at ændre det bestående. Det princip er højere end andre principper, og vi har forbudt os selv at tale om de problemer, det giver, siger han til Kristelig Dagblad.
Lektor ved Københavns Universitet, Karen Lisa Salamon, har forsket i erhvervs- og organisations-antropologi. Hun mener, at en brik til forståelsen af baggrunden for stress ligger i menneskets selvforståelse.
- Der er en fokus på den enkeltes pligt til at være i vækst og udvikling. Tidligere skulle man leve op til sin klasses rang, men du var også begrænset af din sociale stand og klasse. I dag skal du udnytte dit potentiale, og du får at vide, at dine potentialer udvides, og at vi er ekstremt fleksible. Dette skal kobles sammen med, at vi lever i en radikal individualistisk kultur, siger hun til Kristeligt Dagblad.