Den amerikanske vaccineudvikler Novavax forventer først at indsende en ansøgning om godkendelse af sin covid-19-vaccinekandidat i USA, Storbritannien og Europa i tredje kvartal i år.
Tidligere har Novavax sagt, at det i bedste fald forventede en godkendelse af vaccinen i USA i maj.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Novavax udskyder samtidig det forventede tidspunkt for at nå selskabets mål om at kunne producere 150 millioner doser om måneden.
Det ventes nu at ske i fjerde kvartal i år mod før tredje kvartal, oplyser selskabet mandag.
Den ændrede tidsplan sendte mandag aktiekursen på Novavax ned med 12 procent ifølge nyhedsbureauet AFP.
Selskabet fra Maryland i USA har gentagne gange udskudt det forventede tidspunkt for at opfylde produktionsmålet.
Det skyldes blandt andet vanskeligheder med at sikre sig de råmaterialer og det udstyr, der er nødvendigt for at lave vaccinen.
Men de værste forhindringer skulle nu være passeret. Alle selskabets fabrikker kan nu fremstille covid-19-vaccinen på stor skala, oplyser administrerende direktør Stanley Erck.
- Vi ved, at vi er forsinket, i forhold til hvor vi troede, vi ville være på dette tidspunkt. Men nu meddeler vi, at næsten alle støre udfordringer er blevet løst, og vi kan tydeligt se lyset for enden af tunnelen, siger han.
Mens efterspørgslen for vacciner i USA er aftagende, så er situationen den modsatte i mange andre lande, hvor kun en mindre del af befolkningen er vaccineret.
I Indien og Sydafrika er myndighederne ifølge Reuters "desperate" for at sikre sig yderligere leverancer.
Selskabet har indgået aftale om at levere 200 millioner doser til forskellige lande.
Dertil kommer 1,1 milliarder doser, som Novavax har forpligtet sig til at levere til det globale vaccineprogram Covax, der skal sikre en mere ligelig fordeling af vacciner globalt.
Ifølge Statens Serum Institut (SSI) har Danmark endnu ikke købt nogen doser af vaccinen. Der er heller ikke lavet en aftale med Novavax, oplyser SSI i en mail.
/ritzau/