Ansigtsgenkendelse skal bremse fodboldbøller i Brøndby
Det bliver sværere for karantæneramte fodboldfans at komme ind på Brøndby Stadion i fremtiden. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Brøndby installerer et nyt videosystem, der skal hjælpe kontrollørerne med at udpege tilskuere med karantæne.

Superligaklubben Brøndby IF tager nye midler i brug for at forhindre karantænedømte fodboldtilskuere i at komme ind på stadion.

Til den kommende sæson vil klubben installere et videoovervågningssystem med en teknik, der kan genkende ansigter, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

- Som den første virksomhed i Danmark har vi fået tilladelse af myndighederne til at benytte os af ansigtsgenkendelsesteknologi i en række nye kameraer, vi har fået installeret på Brøndby Stadion.

- Systemet vil markant øge vores effektivitet til at identificere karantæneramte personer ved vores indgange, og dermed kan vi bedre sikre, at karantæneramte ikke kommer ind til vores kampe, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

Hidtil har det været kontrollørernes opgave at huske ansigterne på de karantænedømte tilskuere, men nu får de altså hjælp af det nye videosystem.

- Fremadrettet vil vores nye system automatisk skanne og meddele vores kontrollører, hvis et kamera identificerer en person, der er registreret på vores karantæneliste.

- Vi håber, at vi med tiden også kan tilknytte systemet til det nationale fodboldregister, så personer i det register ligeledes kan identificeres via det nye elektroniske system, siger Jesper Jørgensen.

Brøndbys officielle fanklub, Brøndby Support, hilser videoovervågningssystemet velkommen.

- Tiltag som disse betyder også, at man bevæger sig længere væk fra awaykort-løsninger og registreringer af de mange for at finde de få, og det er naturligvis noget, vi bakker op om, siger formand Sarah Agerklint.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News