Medarbejdere i DSB, som er blevet syge af at have indåndet giftige asbestfibre, skal have hurtig hjælp. HK Trafik og Jernbane mener, at en erstatningssag kan være alt for opslidende, og derfor foreslår fagforbundet, at DSB opretter en fond til støtte for nuværende eller tidligere medarbejdere, der er blevet syge af at have arbejdet med asbest hos DSB.
»Jeg vil gerne have, at DSB sætter midler af, så der er støtte i det øjeblik, en medarbejder får symptomer på lungeskade. Det duer ikke, at personen skal tage sig tid til en erstatningssag. I den situation er det vigtigt at gøre noget for familien, så den kan tage ud at rejse,« siger Andreas Hasle, formand for HK Trafik og Jernbane.
Indtil videre har DSB været afventende i forhold til oprettelse af en fond, og der er ikke meget, der tyder på, at en snarlig oprettelse står for døren.
»Vi har hørt forslaget, men der er ikke taget stilling til det. Medarbejdere, der er blevet syge, er fortsat henvist til at søge erstatning gennem arbejdsskadestyrelsen,« siger Malene Bresson, HR-chef for Helse og Miljø i DSB.
Mere end 20 DSB-ansatte er foreløbig døde af lungehindekræft eller har fået konstateret sygdommen.