Flere rygere må blive længere tid på arbejdet. De skal nu holde deres rygepauser i fritiden, og derfor må de stemple ud, hver gang nikotinen skal ind.
»Efter den nye rygelov er blevet indført, ser vi flere virksomheder, hvor medarbejderne skal stemple ud, når de skal ryge,« fortæller ansættelseschef i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Flemming Dreesen. Fagforbundet 3F er en af de arbejdspladser, der har strammet reglerne, og her har sagsbehandler Gitte Geertsen i fire måneder stemplet ud, når hun skal ryge.
Hun forstår ikke logikken.
»Hvad med dem, der sender private mails i arbejdstiden?« spørger hun.
Selvom rygerne i 3F er i oprør over de nye regler, får det ikke forbunds- sekretær Per Christensen til at ryste på hånden.
»Det handler om, at der skal være lighed mellem dem, der bliver på deres pind og arbejder videre, og dem, der går ud for at ryge,« siger Per Christensen.
Men tillidsmand for HK’erne i 3F Anette Bertram Sørensen mener, at der bliver gjort forskel.
»Det er jo grotesk, at de kun slår ned på rygerne,« siger hun og undrer sig over, at der ikke er problemer, når medarbejderne for eksempel bruger et par minutter på at sludre ved kaffemaskinen.
»Man skal jo have lidt frihed – også som ryger. Ellers føler man, at arbejdsgiveren ikke stoler på en,« siger hun.
Flemming Dreesen understreger, at hver virksomhed må finde sin egen løsning på rygeproblematikken, men samtidig, må rygerne tage ansvar:
»Rygerne må stå ved deres last. Hvis de føler, at de bliver mistænkeliggjort, når de holder en rygepause, er der kun én løsning. Det er, at de må holde op med at ryge.«