Bak din bil ind i parkeringsbåsen, når du møder på arbejde om morgenen.
Det krav møder nu de ansatte på Siemens Wind Power i Brande.
Ledelsen gør det ikke for at teste de ansattes køretekniske egenskaber. Derimod handler det om sikkerhed.
"Når man arbejder i en produktionsenhed, som de gør i Brande og Aalborg, hvor de håndterer meget store komponenter, så er det enormt vigtigt, at der er fokus på sikkerheden. Og vi mener, at fokus på sikkerheden skærpes, når medarbejderne skal bakke deres biler på plads," siger Tanja Thorsteinsson, pressechef i Siemens Wind Power, til epn.dk.
Desuden er medarbejderne mere friske om morgenen end om eftermiddag, hvor der er større sandsynlighed for, at de bakker ind i en kollega, lyder argumentet.
Den baglæns parkering gælder dog ikke ved koncernens danske hovedkvarter i Ballerup. Her må de ansatte forsat selv bestemme, hvordan de sætter bilen i parkeringsbåsen.