Op mod 60.000 medarbejdere fordelt på mere end 300 banker, sparekasser, andelskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber får nu mulighed for at slå alarm, hvis de får mistanke om finansielle lovbrud, akutte kriser eller økonomisk kriminalitet på deres arbejdsplads.
Det skriver Politiken fredag.
Efter lange lovforberedelser og flere forsinkelser skal samtlige danske finansvirksomheder oprette formaliserede og anonyme whistleblowerordninger for de ansatte.
Det er konsekvensen af EU's såkaldte kapitalkravsdirektiv, der efter planen bliver til dansk lovgivning i løbet af foråret. Herefter er det op til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) at sætte endelig dato på, hvornår de finansielle sladretjenester skal aktiveres.
De nye regler giver travlhed i Datatilsynet, der skal godkende de nye meldeordninger i en finansverden, hvor det hidtil kun har været enkelte store finansvirksomheder som Danske Bank og Jyske Bank, der af egen drift har etableret interne sladretjenester.
122 nye finansielle whistleblowerordninger er indtil videre anmeldt i Datatilsynet, oplyser specialkonsulent Christian Tolstrup Lund.
Finanstilsynet opretter samtidig en ekstern sladretjeneste, hvor finansmedarbejdere også kan slå alarm, hvis de har en fornemmelse af, at deres bank, sparekasse eller realkreditselskab har kurs mod krise.
- Det er første gang, vi får så omfattende en lovgivning om whistleblowerordninger i Danmark, og det er første gang, man pålægger så mange private virksomheder at etablere disse ordninger. Store og små finansvirksomheder skal være klar med hver sin whistleblowerordning, og derudover opretter Finanstilsynet så en ekstern ordning. Så det er lidt af en revolution i finansverdenen, siger Pernille Kirk Østergaard, ekspert i persondataret og whistleblowerordninger og advokat i firmaet Bird & Bird, til Politiken.
Newspaq