En gruppe medarbejdere hos MHI Vestas på Lindø på Fyn har anmeldt to nabovirksomheder for hærværk, skriver TV 2/Fyn.
Medarbejderne er sure over, at partikler fra maling og fra sand- og vandblæsning af skibe ødelægger lak og vindueviskere på deres biler.
- Det er hærværk det her. Jeg anser det som, at der er nogen, der har gjort et eller andet ved min bil og ikke vælger at tage ansvar for det, siger Michael Lindbjerg Ahle til tv-stationen.
Michael Lindbjerg Ahle er tillidsmand hos MHI Vestas og har på vegne af kollegerne anmeldt nabovirksomhederne Fayard og Gardit til politiet for hærværk.
I alt er der tale om 69 tilfælde, hvor biler, der er er parkeret, mens de ansatte har været på arbejde, er "blevet svinet til med malerpletter og støv fra sand- og vandblæsning", skriver TV 2/Fyn.
Hverken Fayards direktør, Thomas Andersen, eller hans kollega hos Gardit, Morten Lindholt, har endnu set politianmeldelsen, men Morten Lindholt siger til TV 2/Fyn at man arbejder efter den lovgivning, der er gældende for virksomhedens aktiviteter på Lindø:
- Skulle der være tvivl om dette, samarbejder vi selvfølgelig med myndighederne om at finde ud af, hvad der er korrekt, da vi ønsker at drive en ordentlig virksomhed.
Ifølge tillidsmanden Michael Lindbjerg Ahle havde medarbejderne tidligere en aftale om, at deres biler kunne blive poleret ved Fayard, hvis de var blevet beskidte af malerrester eller støv.
Det bekræfter Thomas Andersen og tilføjer, at det blev gjort, selvom man var ikke var sikker på, om man var skyld i problemet.