Ansatte i hovedstaden får nu luft for deres frustrationer og utilfredshed.
Københavns Kommune har besluttet at oprette en ordning, hvor medarbejderne anonymt kan indberette, hvis der foregår uacceptable ting på arbejdspladsen.
Der er afsat én million kroner til den såkaldte whistleblower-ordning, skriver Berlingske.
Ordningen skal sikre ordentlige arbejdsforhold og er et signal om, at Københavns Kommune er åben og gennemsigtig, siger Neil Stenbæk Bloem, beskæftigelsesordfører for SF.
Luftkaptajn og medstifter af hjemmesiden whistleblowers.dk Oluf Husted er umiddelbart positiv over for den nye ordning, der dog kan have en bagside.
"Hvis de ansatte føler sig trygge ved ordningen, kan den bestemt bruges til noget. Men det kræver, at whistlebloweren er beskyttet af lovgivningen, og at ordningen ikke kun er til pynt," siger han til Newspaq.
I HK Hovedstaden mener formand Christian Grønnemark, at whistleblower-ordningen bliver et supplement til de eksisterende tillidsrepræsentanters arbejde.
"Jeg tror, at både medarbejdere og borgere vil vinde på det her, da det vil skabe bedre service," siger han til Berlingske.