Et flertal af de ansatte i private virksomheder har droppet forventningen om, at deres realløn stiger det kommende år.
Det viser en ny meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har lavet for dagbladet Børsen.
Dermed ligger virksomhederne og de ansatte meget tæt på hinanden, når det gælder lønforventninger. Og det kan mindske risikoen for en større konflikt ved overenskomstforhandlingerne, der netop er gået i gang for 600.000 privatansatte.
Det vurderer Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
"De er ikke voldsomt langt fra hinanden, for forventningsafstemningen er på plads. På hele industriens område er der lokale lønforhandlinger ude i virksomhederne senere på foråret, så i første omgang bliver der forhandlet sociale goder som pension, fritvalgskonto og løn under barsel," siger Flemming Ibsen til Børsen.
Administrerende direktør i DA, Hans Skov Christensen, har flere gange givet udtryk for, at lønmodtagerne ikke skal stikke næsen op efter lønfest. Den danske konkurrenceevne skal nemlig forbedres, og det betyder, at de danske lønstigninger skal være mindre end lønstigningerne i udlandet, som ligger på ca. 1,5 pct.