En medarbejder har angiveligt lænset bilfirmaet Autocompagniet i Karlslunde for i omegnen af 1,5 millioner kroner.
Det koster nu firmaet livet, skriver Finans.
En medarbejder er anmeldt til politiet for at fuske med fakturaer og ad den vej overføre penge til sig selv.
Autocompagniet har begæret sig selv konkurs, og forventer ikke at se de 1,5 millioner kroner igen - uanset om den bedragerimistænkte bliver erklæret erstatningsansvarlig, fremgår det ifølge Finans af det seneste regnskab fra Autocompagniet.
Autocompagniet har dog siden stiftelsen i 2011 genereret overskud - også i 2016, hvor bedrageriet skulle være foregået. Her var der på bundlinjen et overskud på knap en million kroner.
Ifølge Finans havde firmaet alligevel problemer med likviditeten inden konkursbegæringen.
- Kombinationen af det påståede bedrageri og de seneste måneders uro om registreringsafgiften har presset selskabets likviditet i en grad, så det til sidst ikke kunne betale sine regninger, forklarer kurator Michael Elkiær Andersen fra Brammer Advokater til Finans.