En ansat ved et testcenter i Aarhus blev søndag slået med knyttet næve i hovedet. Gerningsmanden kom også med racistiske tilråb mod den ansatte, der er mørk i huden, oplyser Østjyllands Politi.
Volden skete, da poderen var gået udenfor ved testcenteret i Nobelparken.
Offeret, en mand på 25 år, har oplyst til politiet, at han kort før middag var gået ud med en affaldspose.
Der opstod en kontrovers, da han ved containerne mødte en mand, som havde ladet sit mundbind falde til jorden.
Efter at have været udsat for flere nedladende bemærkninger besluttede den 25-årige at gå igen for ikke at optrappe situationen, fremgår det af politiets offentlige døgnrapport.
Kort efter var han atter ude ved containerne. "Hey" blev der råbt. Da han vendte sig om, fik han et knytnæveslag i hovedet. Gerningsmanden råbte flere racistiske skældsord efter ham og løb væk, lyder referatet.
Mandag efterlyser politiet oplysninger i sagen, og i den forbindelse er der udsendt et signalement af voldsmanden.
Han er kraftigt bygget og var iført en spraglet skjorte med palmer, beskidte jeans og udtrådte kondisko, fremgår det.
På højre arm har manden en tatovering med nøgne damer. Han vurderes til at være i slutningen af 30'erne eller i begyndelsen af 40'erne.
/ritzau/