En 56-årig mand fra Melbourne i Australien kræver en erstatning på 1,8 millioner dollars - et beløb svarende til omkring 12 millioner kroner.
David Hingst har hevet sin tidligere chef i retten med anklager om en række klamme vaner i arbejdstiden. Masser af prutter er årsag til, at han har taget psykisk skader, lyder det fra ham.
Den australske ingeniør mener, at chefen udførte en bizar form for mobning ved at prutte på ham flere gange i løbet af hver eneste arbejdsdag.
- Jeg ville sidde med mit ansigt tæt på væggen, og så ville han komme ind i lokalet, der var småt og uden vinduer, sagde David Hingst til det australske nyhedsbureau AAP.
En dommer har tidligere taget parti med chefen, som eftersigende pruttede på David Hingst op til seks gange om dagen, hvis man skal tro på anklagerne.
Daily Mail skriver, at David Hingst bragte sagen mod sin tidligere chef på Construction Engineering til Victoria Supreme Court, hvor dommen dog ikke faldt ud til den 55-åriges fordel.
Nu forsøger David Hingst sig med en appelsag, og i går var han derfor tilbage i retten med budskabet om, at de mange prutter var en form for mobning.
- Han pruttede bag ved mig og gik væk. Han ville gøre det fem til seks gange om dagen, sagde David Hingst, der også har beskyldt sin tidligere chef for at stå bag telefonchikane.
Appelsagen forventes afgjort på fredag.