I mindst 25 sager har en medarbejder i Odenses By- og Kulturforvaltning misbrugt sin stilling i forvaltningens byggesagskontor. Det skriver TV 2/Fyn.
Gennem sit privatejede firma havde embedsmanden mod betaling vejledt virksomheder og private, som havde byggesager på kontoret.
Efterfølgende behandlede han de samme sager som ansat af forvaltningen.
Ti år gamle sager
Foreløbigt ved man, at misbruget af embedet har stået på siden 2012. Men der er endnu flere sager på vej.
- Jeg kan sige, at vi stadigvæk arbejder med den her liste (af sager, red.), og den er ikke færdig endnu, siger Anne Velling, direktør i By- og Kulturforvaltningen, til TV 2/Fyn.
Der er fundet enkelte sager helt tilbage fra 2007, fortæller hun.
Medarbejderen er blevet bortvist med øjeblikkelig virkning, og har i den forbindelse ikke ønsket at udtale sig til TV 2/Fyn.
Flere kan stå bag misbrug
Udover den bortviste medarbejder var der også en anden medarbejder fra Odense Kommunes byggesagskontor, som var medstifter af hans firma.
Om der på den baggrund er flere personalesager på vej, vil direktør Anne Velling dog ikke kommentere over for TV 2/Fyn.