På Christiansborg svirrede rygterne torsdag eftermiddag om, hvem det kunne være, der var taget med kokain på sig.
»Vi er vildt overraskede over, at det dukker op igen. Det hænger slet ikke sammen med vores arbejde,« siger en af betjentene på Christiansborg.
En ansat i Folketinget blev i arbejdstiden taget med 0,75 gram kokain på sig – det lå i en lille plastikpose i hans bukselomme. Derudover havde den ansatte to andre plasticposer på sig, hvori der var rester af kokain. Den ansatte, som er en mand i trediverne, har tilstået besiddelse af i alt tre gram kokain til eget forbrug.
»Vi blev kontaktet at Folketingets sikkerhedsudvalg, der havde mistanke til en medarbejder i administrationen om, at vedkommende var i besiddelse af kokain,« siger vicekriminalinspektør Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis narkoafdeling.
Fra øverste sted på Christiansborg blev episoden beklaget dybt.
»Det er en meget alvorlig sag, og jeg er naturligvis meget ked af, at det har fundet sted. Jeg håber, at det er sidste gang, vi hører om kokainfund i Folketinget,« siger Folketingets formand Christian Mejdahl.
Københavns Politi blev ringet op af sikkerhedstjenesten på Christiansborg omkring 10.30 onsdag og sendte derefter to betjente ud, som hentede den ansatte en time efter.
Inden medarbejderen på Christiansborg fik lov til at gå fri, ransagede politiet hans hjem, hvor de ikke fandt yderligere spor af kokain. Omkring klokken 18 fik manden lov at gå fri.
Sagen bliver behandlet som en personalesag, og den ansatte mand er fritaget fra tjeneste.
»Det er en meget alvorlig sag, og alle er meget kede af det,« siger personalechef i Folketingets administration John Baastrup.
I november sidste år afslørede B.T. brug af kokain på Christiansborg. Avisen havde undersøgt 30 af Folketingets toiletter med samme test, som politiet bruger til at finde kokain. Tre steder blev der fundet friske rester af kokain. De tre toiletter, hvor testen afslørede narkospor, ligger i den del af Christianborg, der hedder Provianthuset. Københavns Politi oplyser, at det ikke var her, men i hovedbygningen, at den ansatte befandt sig, da politiet pågreb ham.