Han er mistænkt for at have deltaget aktivt i en blodig massakre i Liberia i forbindelse med borgerkrigen i landet. Alligevel er han ansat hos Dansk Flygtningehjælp i det vestafrikanske land, skriver Fyens.dk
Det kom frem i sidste uge, da Sandheds- og Forsoningskommissionen i Liberia afhørte vidner til en række nedslagtninger og drab, som fandt sted i landet i 2003. 369 mennesker blev dræbt ved det, der i dag bliver kaldt Glaro-massakren.
Under afhøringerne udpegede overlevende og pårørende til de dræbte Daniel Nyenpan, der i dag er ansat af Dansk Flygtningehjælp, som en af gerningsmændene bag massakren. Nyenpan går også under navnet Zico Dalieh og er angiveligt identisk med den tidligere militsleder general Zico .
Skar ørene af sine ofre
Et af vidnerne, Martha Waktins, fortalte, hvordan Zico Dalieh dræbte dusinvis af indbyggere i Glaro, og at han, inden han henrettede sine ofre, skar ørerne af dem.
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, siger ifølge Fyens.dk i en kommentar til sagen:
- Vi respekterer det retslige set-up, man har i form af Sandhedskommission og forsoningsproces, som den måde, man har valgt at rydde op efter konflikterne på.