Politikerne i Region Hovedstaden er i aftes blevet enige om et budgetforlig for næste år, hvilket indebærer, at Anoreksiklinikken på Rigshospitalet flyttes til Gentofte.
Den beslutning, er overlæge Marianne Hertz så uenig i, at hun ikke længere vil være med.
"Jeg vil ikke være med til at tilbyde patienterne forringet behandling," siger Marianne Hertz til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Det nære samarbejde vi har med mange eksperter på Rigshospitalet vil blive revet over, og det får konsekvenser for behandlingen," fortsætter landets førende anoreksioverlæge, der vil sige sin stilling op, hvis ikke ledelsen kan love hende bedre forhold på Gentofte Hospital, hvilket hun absolut ikke regner med.
"Nu vil jeg høre, hvad ledelsen mener, når de siger, at behandlingen er uændret. Jeg mener nu, det er løgn," siger Marianne Hertz, der har brugt 15 år på at bygge Anoreksiklinikken op.
Hun kalder politikernes beslutning for dårligt arbejde, som de bør skamme sig over.
Region Hovedstadens budget lyder på 35,1 milliarder kroner og er vedtaget af Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Dansk Folkeparti.
/Newspaq/