Erik Damgaard, landskendt realitystjerne og erhvervsleder, skylder 50 millioner kroner til den stærkt kriseramte Eik Bank fra Færøerne.
Færingerne, som ifølge Børsen skal skaffe mere end to milliarder kroner, hvis banken skal overleve, har ydet millionlånet til den ditto økonomisk trængte Cantobank, som Damgaard står bag.
Erik Damgaard udtrykker dog ingen større bekymring for sit klækkelige mellemværende.
"Mit lån hos Eik Bank er fastfrosset og løber indtil sommeren 2011. Og situationen med at finde nye investorer til Cantobank er forhåbentlig løst på det tidspunkt, da vi er meget tæt på nu," fortæller Erik Damgaard til Jyllands-Posten.
Eik Bank risikerer at blive overtaget af staten, og det kan giver problemer, medgiver erhvervslederen, der i sin tid tjente en milliardformue på at sælge Navision til Microsoft.
"Indtil videre kan jeg kun sige, at jeg har en frist indtil næste sommer. Men det er jo ledelsen i Eik Bank, der har sat sin underskrift på aftalen, og den kan man ikke bare rive over, selv om det så bliver staten, der kommer til at stå som ejer af Eik Bank," siger Erik Damgaard.