Trods den hårde dom på to år bag tremmer kan der gå op til et år, før Anni Fønsby skal ind og brumme.
Bunkerne af sager i landsretten er nemlig blevet så høje, at der ikke er tid til at gå i gang med Fønsbys ankesag før næste år.
"For mit vedkommende får jeg ikke tid førend i marts eller april næste år. Men mit bedste bud er, at sagen først kommer for landsretten engang efter sommerferien 2011," vurderer forsvarer Ole Schmidt overfor B.T.
Dermed har den rufferidømte kendis udsigt til at kunne valse rundt i stilletterne og nyde sommersolen, indtil sagen er færdigbehandlet. Men det er ikke med hovedpersonens gode vilje.
"Anni har overhovedet ingen interesse i at trække sagen ud. Hun vil bare gerne have det overstået og ud af verden," siger advokat Ole Schmidt til B.T.
Den 37-årige Anni Fønsby (nu Brinch, red.) ankede dommen på stedet, da hun i mandags blev idømt to års fængsel. Foruden at skulle bo bag tremmer i to år skal hun betale mere end 6,3 millioner kroner til staten.
Selv håber hun naturligvis at kunne gå fri.