For et par uger siden begyndte Anni Fønsbys syn at svigte, og til sidst blev det så voldsomt, at hun måtte søge hjælp. Det viste sig, at synet var helt væk på højre øje, samt nedsat på venstre.
Det skriver den tidligere model i et længere opslag på Facebook.
– I de sidste 10 dage har jeg ligget herhjemme, og har ikke noget syn på det højre øje og samtidig stadig nedsat syn på det venstre. Jeg er dog begyndt at kunne se en lille smule lys på det højre øje.
Jeg er frustreret, og det er simpelthen så ubehageligt ikke at kunne se som jeg plejer, skriver hun blandt andet.
For fire år siden fik hun indopereret linser for at slippe for eksempelvis at bruge briller. Hun har været glad for resultatet – lige indtil for 14 dage siden.
Fønsby søgte først hjælp på den private klinik, der i sin tid opererede hende, men uden at blive udredt. Til sidst endte hun på Glostrup Hospitals øjenafdeling, der konstaterer, at hun har voldsom hornhindebetændelse.
– Jeg er frustreret, og det er simpelthen så ubehageligt ikke at kunne se som jeg plejer.
Nu håber jeg bare at, min penicillin, kan afhjælpe, så jeg får mit syn tilbage, skriver hun.