For anden dag i træk er erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) i krydsild oven på sin udtalelse til Kjerteminde Avis om, at danske virksomheder har en interesse i at modarbejde regeringens vækstinitiativer.
Onsdag måtte ministeren fra sin plads i folketingssalen beklage sine "upræcise udtalelser", og torsdag sker det på et samråd i erhvervs-, vækst- og transportudvalget.
- Jeg har allerede tilkendegivet flere gange, at mit ordvalg var upræcist. Der er mange virksomheder og dygtige medarbejdere, som hver dag knokler for at skabe vækst i Danmark, siger ministeren i samrådet.
Hun lægger dog vægt på, at der er virksomheder, der er uenige i regeringens politik. Det var også tilfældet, da VK-regeringen indførte fedtskatten, siger ministeren.
Erhvervslivet advarede dengang om, at skatten ville skade væksten og beskæftigelsen i Danmark.
- Denne regering er også kommet med forslag, som erhvervslivet er imod. Her har erhvervslivet modarbejdet forslaget ved at gå ud og argumentere for, at det ville være skadeligt, siger hun.
Udtalelserne til avisen fik skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at kalde sin partiformands udtalelser for "en fejl", og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at slå fast, at det ikke er hendes indtryk, "at man i dansk erhvervsliv skeler til, hvilken farve regeringen har."
Efter tre måneder som minister og formand for SF sagde Annette Vilhelmsen til TV2, at hun stadig har meget at lære, og at der kan ske fejl, når hun er med i politik på det niveau.
Det kom torsdag også til udtryk i Jyllands-Posten. Avisen skriver, at ministeren helt op til et tv-interview mandag forberedte sig på at true bankerne med lovindgreb i debatten om Danske Banks nye gebyrer til bankens økonomisk svagest stillede kunder.
Da TV 2 gik i luften, holdt Annette Vilhelmsen sig dog til at gentage en to uger gammel beslutning om at indkalde Finansrådet til en drøftelse af bankernes gebyrpolitik.
Kursskiftet blev ikke formidlet videre til regeringspartierne, så Benny Engelbrecht (S) var angiveligt i god tro, da han mandag aften truede Danske Bank med lovindgreb.
/ritzau/