100.000 kroner. Den erstatning får efterretningsofficer Annemette Hommel i erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver Hærens Operative Kommando, skriver TV 2.
Den civile retssag, hvor afgørelsen faldt fredag, drejede sig om, at Hommel blev sendt hjem i 2004 fra Irak uden den partshøring, som hun har krav på. Erstatningen var for de følger, som hjemsendelsen har haft for hende.
Selvom Annemette Hommel havde krævet 200.000 kroner, så er hendes advokat godt tilfreds med halvdelen:
»Vi er meget tilfredse med dommen. Vi havde godt nok forlangt et større beløb, men selve det principielle og derfor vigtige for alle offentligt ansatte er gået vores vej. At offentligt ansatte har ret til at blive hørt og forsvare sig, når de står over for en disciplinær straf,« siger faglig konsulent i Dansk Magisterforening Klaus Liebing til TV 2.
Hun blev hjemsendt efter anklager om mishandling af fanger. Anklager hun siden blev frikendt for.
Dommen kan appelleres.