Torsdag blev tv-kokken Anne Hjernøes mand bisat fra Åbyhøj Kirke.
Jens Folmer Jepsen døde den 25. oktober efter en periode med sygdom.
Han blev 67 år.
Det sidste farvel til den aarhusianske kulturpersonlighed foregik således i den forstad til Aarhus, hvor Anne Hjernøe og Jens Folmer Jepsen levede deres liv sammen, og hvor Jens Folmer Jepsen blev født.
Jens Folmer Jepsen var i en årrække direktør for Aarhus Festuge, men han var også både radiovært og forfatter, og skrev hittet "Hjem til Århus", som bandet På slaget 12 har fået et stort hit med.
- Folmer havde ikke brug for at vende hjem til Aarhus, for han forlod den aldrig, uden at byen sad i hans sjæl og i hans hjerte, lyder det fra Bundsgaard i sine mindeord om den afdøde kulturpersonlighed, skrev Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Jens Folmer Jepsen har også lavet tekster til revy og teater, og han har instrueret film om sanger og sangskriver C.V. Jørgensen og forfatter Klaus Rifbjerg. Dertil har han også skrevet en portrætbog om den afdøde musiker Povl Dissing.
Foruden Anne Hjernøe efterlader han sig parrets fælles datter, Camilla, samt børnene Laura og Emil.