Anna ligger på trægulvet i stuen, mens Mozarts piano sonatas strømmer ud i rummet fra højttalerne. Hendes mor, Birthe Nørgaard, ligger lige bag hende og hjælper hende med at holde en bog.

Det er en helt almindelig torsdag sidst i november.

Og så alligevel ikke. For i dag træner de hverken med plastikmasken, som Anna skal have foran ansigtet 40 gange om dagen. Eller med kolde og varme puder på huden. Eller med patterning, hvor Annas arme og ben skiftevis bliver ført frem og tilbage af forældrene. I dag holder mor og datter fri, mens far Thomas Stilling er på arbejde. Men det er kun, fordi Anna har lidt feber. Ellers ville de være i fuld gang.

På niveau med en baby

Birthe føler sig glad og lettet indeni. Hun er stolt af sin datter. Det er kun seks måneder, siden hun begyndte at træne Anna efter fuldt Doman-program, og fremskridtene er allerede så store, at Birthe ikke kunne drømme om at stoppe.

Forældrene er lige kommet hjem fra en tur til USA, hvor eksperterne har testet, hvor god Anna er både fysisk og intellektuelt. Hendes opfattelsesevne er i top, men motorisk ligger hun helt i bund. Her er Anna på niveau med en toenhalv måneders baby, selvom hun er 18 måneder gammel.

Birthe giver sig selv noget af skylden for, at Anna ikke er bedre. Hun stoppede med at træne varme og kulde på huden, fordi hun var sikker på, at det kunne Anna sagtens. Amerikanerne siger, at hvis barnet ikke kan mærke sine egne ben, så er det svært at lære at kravle. Det lyder logisk for Birthe.

To hjælpere

Samværet med de andre Doman-forældre i USA har givet hende mere energi til at træne endnu hårdere. Og en anden sten er lige faldet fra hendes hjerte.

Familien har søgt Middelfart Kommune om penge til to hjælpere, der kan komme i hjemmet og træne Doman sammen med Birthe. For to dage siden ringede socialrådgiveren og leverede den gode nyhed. Ansøgningen var gået igennem. Nu skal de bare finde to personer, der også har en interesse i hjernetræningen.

Synd for Anna

Anna smiler til Birthe, da hun får sig selv rullet om på ryggen. Birthe ved, hvad folk tænker.

De synes, det er synd for Anna, at hun skal træne næsten alle sine vågne timer hver dag. Men Birthe har den holdning, at det er endnu mere synd, hvis hun ikke kan bevæge sig frit. Eller vælge frit.

Foran dem ligger cirka to år med intensiv træning hver eneste dag, hvor Anna skal udfordres på alle niveauer, så hendes hjerne bliver trænet op. Birthe vil ikke spilde mere tid. De har spildt tid nok, føler hun.

Om et halvt år skal familien igen til USA, og Anna skal testes. Der vil hun være langt bedre motorisk. Det er Birthe sikker på. For deres Anna bliver helt rask og kommer til at gå i en almindelig folkeskole. Det ved hun. Helt sikkert.