Trods den enorme folkelige interesse for at se Lise Nørgaards elskede Matador, giver et samlet anmelderkorps musical-opsætningen er lunken modtagelse.
- Dette her er effektivt og professionelt afviklet, men det savner i fatal grad charme, varme, interesse for sine personer og respekt for sin historie, skriver Jyllands-Postens Henrik Lyding, der kritiserer forestillingen for at ville for meget og turde for lidt, når det kommer til fravalg af de mange scener fra tv-seriens 24 afsnit.
Berlingske Tidendes Jakob Steen Olsen efterlyser også klare valg og spørger sig selv, hvad vi skal med historien i den nye opsætning:
- Der mangler simpelthen en barsk beskærersaks og nogle klare dramaturgiske valg. Vi flintrer og farer ud af Damernes Magasin, Korsbæk Bank og familien Varnæs spisestue, mens historien om herskab og tjenestefolk og den fremmede, der kommer til byen i en brydningstid, flimrer derudaf uden rest eller ro og med så løs bagkant, at man har lyst til at istemme Hans Christians bebrejdende bemærkning til den forvirrede hustru hen over Matadorbrættet: "Det er noget rod, Maude".
Anmelderne er stort set enige om, at musical-udgaven er en speedversion af tv-serien, og at det ikke klæder de gamle korsbæk-kendinge. Ekstra Bladets anmelder Rud Kofoed skriver, at musicalen skuffer fælt og tilføjer:
- Man tør slet ikke tænke på, at forestillingen havde været en time længere.
På B.T. er der ros til Tommy Kenter, der spiller grisehandleren og den sang, han synger om Kvik, men også her mener anmelderen, at den knap fire timer lange forestilling er for forvirret.
Politikens Monna Dithmer skriver, at det kniber med den menneskelige autencitet, men roser samtidig Jens Jørn Spottag i rollen som Mads Skjern.
I Kristeligt Dagblad kan Rikke Rottensten ikke engang finde genkendelsens glæde frem "ved det her sjask af en suppe kogt over manuskriptet".
- I det hele taget er problemet, at det er ufrivillig komisk alt sammen. Opsætningen er som en parodi over et hold, der laver en parodi på nogen, der vil score kassen på at lave en musical over det mest populære de kan komme i tanke om, skriver hun.
Endelig opfordrer Børsens anmelder Lars Wredstrøm folk, der endnu ikke har købt billet til i stedet at investere i en DVD-udgave af originalversionen.
- Den er både langt bedre og indeholder alt det, som denne opblæste musical-flødebolle slet ikke kan hamle op med, skriver han.
Børsen:
Jyllands-Posten:
Politken:
Ekstra Bladet:
Urban:
B.T.:
Nyhedsavisen: