Hej; Matematik: Vi burde ses noget mere (Copenhagen Records)
Alene det åndsforladte orkesternavn antyder det - Søren Rasted og hans unge nevø, Nikolaj Rasted, tager ikke sig selv særligt alvorligt.
Det gjorde Søren sådan set heller ikke, da han var den tænkende kraft i Aqua, men med dette nye, familiære samarbejde kunne man have godt have ønsket større flid.
Bevares, titelnummeret, singlen Gymnastik , og 80 er-reminiscensen Du & Jeg fungerer som kæk, beat-og synthbåret radiopop, pænt skævt skåret i ånden fra TV-2 og Kliché.
Men ligningen går altså ikke op i ballader a la Kvinderne og Vi Ka Alt Vi To , der begge stinker så meget af plagiat-pop, at man tror, det er satire.
Hej; Matematik har tilsyneladende ikke haft sprogligt dansk på højt niveau, for lyrikken er ren staveplade. Derfor får duoen et halvt flueben, indtil regnestykket om, hvorvidt duoen er seriøs eller ej, har fundet sit facit.