Mere end et halvt år efter politiets aktion mod en formodet terrorcelle i Odense-bydelen Vollsmose er Statsadvokaten nu klar med anklageskriftet mod de fire tiltalte.
Anklageskriftet er endnu ikke offentliggjort, da det først skal forelægges de fire tiltalte. Det er nu blevet sendt til de fire forsvarsadvokater. Dog ligger det fast, at de fire er tiltalt for forsøg på at fremstille sprængstoffer og planlægge en eller flere terroraktioner på dansk jord.
Ved politiets aktion 5. september sidste år beslaglagde politiet det højeksplosive stof TATP samt flere typer kemikalier hos to af de tiltalte. Desuden fandt man angiveligt manualer fra internettet til fremstilling af sprængstoffer.
Gruppen var ifølge anklagemyndigheden nået så langt i planlægningen af angrebene, at de i sommer foretog en prøvesprængning ved en losseplads på Fyn.
Forsvarene har hævdet, at ingredienserne skulle bruges til civile formål.
På baggrund af bevismaterialet valgte justitsminister Lene Espersen (K) at rejse tiltale mod de fire unge mænd sidst i marts.