De føderale anklagere i Boston er ved at lægge sidste hånd på anklagepunkterne mod 19-årige Dsjokhar Tsarnaev, skriver nbcnews.com. Anklagepunkterne kan angiveligt blive fremlagt senere søndag.
Dsjokhar Tsarnaev er mistænkt for at stå bag bombeangrebet mod Boston Marathon, hvor to bomber mandag eksploderede med få sekunders mellemrum ved målstregen. Eksplosionerne dræbte tre og sårede 180.
Fredag blev Dsjokhars storebror, 26-årige Tamerlan Tsarnaev, skudt og dræbt af politiets skud. Det lykkedes lillebroren at undslippe politiet i første omgang, men han blev fanget senere fredag, hvor han gemte sig i en båd, der stod i en have.
Han ligger nu på hospitalet, hvor hans tilstand er kritisk, men stabil.
Den offentlige forsvarers kontor i Boston meddelte lørdag, at man vil forsøge at blive beskikket til at repræsentere Dsjokhar Tsarnaev.
Det er en forbundsdommer, der i givet fald skal give grønt lys for det.
/ritzau/