Anklagere har ved en indledende høring fredag trukket én blandt flere sigtelser om seksuelle forbrydelser mod den australske kardinal George Pell tilbage.
Det sker forud for en høring mandag, hvor kardinalen skal møde i retten i Melbourne.
Ifølge avisen Herald Sun er en af sigtelserne mod Pell trukket tilbage, fordi anklageren bag er død.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 76-årige, der er en af pave Frans' nærmeste rådgivere, skal svare på spørgsmål i en sag, der ifølge politiet omhandler "historiske sigtelser om seksuelle forbrydelser".
De nøjagtige detaljer i anklageskiftet er ikke blevet offentliggjort. Det står blot klart, at sagen omfatter "flere sagsøgere".
Høringen på mandag er startskuddet til fire ugers høringer, der skal afgøre, om der findes nok beviser for at gå videre med sagen.
I løbet af den næste måneds høringer kan der indkaldes op mod 50 vidner.
George Pell, der tidligere har været ærkebiskop i både Sydney og Melbourne, optrådte også til indledende høringer i henholdsvis juli og oktober sidste år.
I juni oplyste australsk politi, at kardinalen, der fungerer som Vatikanets økonomichef, var blevet indkaldt for retten som følge af "historiske seksuelle lovovertrædelser", der angiveligt har fundet sted for mange år siden.
Politiet oplyste desuden, at der er tale om "flere personer", som beskylder George Pell for seksuelle overgreb.
Da sagen blev offentligt kendt, indkaldte Pell til et pressemøde i Vatikanet, hvor han afviste alle anklager mod ham og kaldte sagen en "heksejagt".
- Disse sager har nu været efterforsket i to år. Der har været læk til medierne. Det har været et karaktermord uden ophør, sagde han i juni.
I fire år har en uafhængig undersøgelseskommission gransket omfanget af misbrugssager i den katolske kirke i Australien, og hvordan kirken har håndteret sagerne.
Blandt konklusionerne er, at syv procent af alle præster i perioden fra 1950 til 2010 menes at have misbrugt børn seksuelt.
Det skriver nyhedsbureauet AAP.
Et af de steder, hvor det har stået værst til, er i George Pells hjemby, Ballarat.
Pell var selv præst i Ballarat i 1970'erne og 1980'erne.
I dag er han nummer tre i den katolske kirkes hierarki.
/ritzau/