Anklager: Pussy Riot skal tre år i fængsel

Anklager i Moskva kræver tre medlemmer af pigepunkgruppen Pussy Riot tre år i fængsel efter Putin-protest.

Statsanklageren ved en domstol i Moskva mener, at det er passende at sende tre piger fra punk-aktivistgruppen Pussy Riots hver tre år i fængsel.

- De tiltaltes handlinger viser tydeligt religiøst had og fjendskab, siger statsanklager Aleksej Nikiforov ved retssagen i den russiske hovedstad.

De tre kvinder er anklaget efter paragraffer, der kan give op til syv års fængsel, efter at de i februar stormede ind i Moskvas store katedral og fremførte en såkaldt punkbøn ved alteret.

Her bad de jomfru Maria om at lade Rusland slippe for Vladimir Putin, der nu er landets præsident, men som dengang var i valgkamp op til præsidentvalget.

Pussy Riot har ikke lagt skjul på, at gruppen fører politisk kampagne mod Putin, og de tre piger har i øvrigt undskyldt, hvis nogen føler sig religiøst krænket af deres optræden i katedralen.

Retssagen har fået meget fokus i såvel Moskva som i omverdenen. Flere udenlandske kunstnere har udtrykt deres støtte til pigerne, senest den amerikanske popdronning Madonna, der er i Rusland for at holde koncerter.

Tirsdag aften i Moskva, onsdag i Sankt Petersborg.

Da hun ankom til Moskva, trådte hun ind i sagen ved at sige til journalister, at hun håber, at de tre piger ikke skal tilbringe mere tid i fængslet.

De blev anholdt i marts og har været fængslet siden.

- Jeg er mod censur, og jeg har i hele min karriere talt for ytringsfrihed. Tydeligvis mener jeg, at det, der sker for dem, er uretfærdigt, sagde hun.

Udtalelserne har fået den ortodokse kirke til at opfordre myndighederne til at forbyde Madonnas koncerter.

Kirken har fordømt pigerne for at have lavet en aktion i katedralen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.