44 procent af gæsterne på Club 18 i Istedgade i København kom på klubben som enten prostituerede eller sexkunder.
Det vurderer anklager Louise Pedersen i Københavns Byret mandag i en sag om rufferi, efter at der er blevet fremlagt videoovervågning fra sexklubben.
En 64-årig klubejer er sammen med to ansatte tiltalt for at udleje kabiner i sexklubben Club 18 i København til prostitution. Alle tiltalte nægter sig skyldige.
Anklageren kræver, at de tre tiltalte bliver idømt mindst to til tre måneders fængsel for at udleje kabiner til prostituerede.
I sagen er der blandt andet blevet fremlagt uddrag af videoovervågning fra klubben. Videoerne viser personer, der kommer og går fra klubben samt personer, der er i klubben.
Klubejeren har i retten indrømmet, at der er kommet prostituerede i klubben.
Men forsvarer Peter Secher Schmidt mener ikke, at der er tale om systematisk udlejning til de prostituerede. Derfor kan den 64-årige ikke straffes for udlejning af værelser til prostituerede, mener han.
- Man skal kigge på, om det, der overvejende foregik, var at udleje kabiner. Jeg noterer mig, at politiet selv mener, at brugen af kabiner var en mindre del af sagen.
- 56 procent af gæsterne var ifølge anklageren ikke prostituerede, siger han.
Han mener, at den tiltalte ejer bør frifindes.
Ejeren risikerer foruden fængsel at skulle betale mere end 650.000 kroner, som det skønnes, at klubben har tjent på entré fra november 2013 til juni 2015.
Klubben har taget 60 kroner i entré. For de penge fik gæsterne ifølge ejeren blandt andet gratis kaffe og wi-fi samt adgang til kabiner og bar.
Men ifølge Louise Pedersen blev pengene afkrævet, for at de prostituerede kunne have sex med kunder i klubbens kabiner.
Dommen ventes mandag 12. december.
/ritzau/