Finansmanden Steen Gude afgav mandag forklaring ved retten i Lyngby i forbindelse med marathon-straffesagen mod ham.
Han og tre andre er i fokus for en stor sag om skyldnersvig, skattesvig og bedrageri i forbindelse med forhold i det konkursramte selskab Stones Invest.
Konkursen i 2008 efterlod kreditorer med et tilgodehavende på 2,5 milliarder kroner. Dermed blev selskabet en af de helt store ejendomsspekulanter, der brød sammen med store tab til følge.
Den islandske bank Glitnir er blandt andet kommet i klemme med store udlån, uden at banken tilsyneladende havde fået klar besked om underliggende betingelser bag lånet.
Sagen har kørt i flere retsdage, men nu har retten haft lejlighed til at høre forklaringer fra hovedpersonen selv.
Et af de vigtige emner for mandagens retsmøde var overførsler, som Steen Gude havde gennemført til sin bror Søren kort før Stones-kollapset den 10. september 2008.
Steen Gude mente ifølge Børsens live-blog fra retsmødet ikke, at der var tale om noget usædvanligt ved, at han overførte en aktiebeholdning til sin bror.
Anklageren fra Bagmandspolitiet gik også ind i flere forskellige aftaler, som var indgået mellem de to brødre. Man søger at vise, at der i realiteten har været tale om en overflytning af værdier fra det konkurstruede Stones Invest.
I forbindelse med aftalerne om forskellige beløb til brorens selskab mener anklageren også at kunne vise, at der er ændret på datoer i papirer undervejs, igen som et led i at overføre værdier.
Ifølge Steen Gude skete overflytningen af aktier for at beskytte koncernen mod finanskrisen.
Under forsvarets afhøring forklarede Steen Gude om Stones Invest og om aftalen med selskabet Landic om at overtage ejendomsselskabet Keops.
Denne aftale endte i offentlig strid mellem Landic og Stones. Samtidig var Roskilde Bank en del af handlerne, og da banken gik ned, manglede Stones Invest 600 millioner kroner, som havde finansieret projekter i selskabet.
Anklageren gennemførte ifølge Børsen afhøringen i kronologisk orden. Det gav ikke Steen Gude mulighed for at afgive en sammenhængende forklaring om sagen, sådan som han selv havde ønsket.
/ritzau/