Den tidligere præsident for FC Barcelona Sandro Rosell risikerer fortsat at havne i fængsel i en sag om hvidvask.
I april blev Rosell, hans hustru samt fire andre personer frikendt for hvidvask af op mod 20 millioner euro - 150 millioner kroner - på grund af manglende beviser.
Torsdag har den offentlige anklager i Spanien valgt at appellere dommen.
Sammen med sin kone mistænkes Rosell for at have skjult penge, som han har modtaget fra Ricardo Teixeira, der tidligere var præsident for Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF).
Sandro Rosell var blandt andet involveret i salget af tv-rettigheder til 24 venskabskampe med det brasilianske fodboldlandshold fra 2006 til 2008. For det arbejde skulle Rosell angiveligt have fået 8,4 millioner euro (cirka 62 millioner kroner).
Et andet firma, som var ejet af Rosell, skulle desuden have tjent 12 millioner euro (90 millioner kroner) på at forhandle en sponsoraftale mellem tøjproducenten Nike og Det Brasilianske Fodboldforbund.
Anklagerne gik oprindeligt efter en dom på 11 års fængsel til Rosell, men under retssagen er kravet sænket til seks års fængsel.
Sandro Rosell var præsident i FC Barcelona fra 2010 til 2014.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP