Den formodede hovedmand i sagen om smugling af 11,5 ton hash fra Spanien til Danmark gjorde sig fredag store anstrengelser i Københavns Byret for at forklare, hvor han fik sine mange penge fra.
Anklager Kia Reumert mener, at pengene stammer fra hashsalg, og at der er foregået hvidvaskning, men det benægter manden, selvom han ikke har papirer på sin økonomi.
- Jeg laver ikke regnskaber. Det hele foregår sort, siger den 40-årige PSH og vurderer, at han har tjent 600.000-800.000 sorte kroner om året.
Han er tiltalt for at stå bag indsmugling af knap 11,5 ton hash fra Malaga i Andalusien til Danmark for at sælge det videre i København og på resten af Sjælland. Ud over ham er ni andre mænd anklaget i sagen.
I sagen har politiet fundet en masse kontanter i forskellig valuta, svarende til en værdi af cirka to millioner kroner i ekskærestens hus. Og ved ransagning af parrets hus i Spanien fandt man et beløb i euro, som svarede til cirka en million kroner.
Ifølge manden selv kommer pengene fra sortbørshandel med kopi-mærkevarer som poloer fra Gant og tasker fra Louis Vuitton til både kræmmermarkeder og forretninger i Danmark, England, Tyskland og Spanien.
Den forklaring køber anklager Kia Reumert dog ikke. Hun undrer sig også over, at PSH havde 1,2 millioner i kontanter til at låne til en bekendt, som betalte pengene tilbage til PSH's ekskæreste.
- Er det udtryk for hvidvaskning, spørger hun.
- Nej, svarer PSH, som mener, at det vil være mere underligt ikke at hjælpe sine venner.
Anklagemyndighedens teori er, at pengene stammer fra hashsalg. Anklageren formoder desuden, at PSH brugte hashpenge til at købe et hus til sin ekskæreste i Danmark.
Flere mænd er allerede dømt i sagen. To afsoner i Marokko, hvor de blev anholdt på en båd. En tredje mand er i Danmark idømt syv års fængsel, efter at han tilstod at have medvirket til hashsmugling.
/ritzau/