Den tidligere Brøndby-målmand Casper Ankergren har kun været i engelske Leeds siden januar. I den tid er det blevet til tre kampe, og det har været nok til solidt at imponere klubbens træner, Dennis Wise.
»Hans præsterede forleden to redninger, der gjorde, at vi vandt kampen. Han er aggressiv, han sparker godt, og han er meget adræt. Han styrer feltet godt, og han har erfaring, selvom han er ung,« siger Wise til klubbens hjemmeside.
Også Ankergren selv er glad.
»Jeg har altid drømt om at komme til udlandet, og jeg kan godt lide England. Der er en fantastisk passion for fodbold her,« siger han.
Leeds har mulighed for til sommer at gøre Ankergrens ophold permanent i klubben. Som det er nu, ønsker Ankergren såvel som Wise at gøre brug af den mulighed.
Danskeren har ladet to mål gå ind i Leeds’ tre første kampe. Klubben er bundprop i den næstbedste række i England.