Casper Ankergreen har fundet fodboldlykken i den tredjebedste engelske række. Den tidligere Brøndby-målmænd fremhæves som en af årsagerne til, at Leeds er kommet så forrygende fra start med ni sejre og en uafgjort efter de første 10 runder.
»Jeg nyder at spille på Elland Road. Det er en fornøjelse. Vi har op til 30.000 tilskuere på lægterne, og det er da lidt voldsomt i tredjebedste række,« indrømmer Ankergreen.
Før han tog til Leeds var Ankergreen inde omkring landsholdet, men det er ikke et tema mere.
»Morten Olsen har ikke i sinde at udtage mig så længe jeg spiller i League One. Og han udtog mig heller ikke, da jeg spillede i The Championship, så det tænker jeg ikke så meget på,« siger målmanden knastørt.
Leeds startede minus 15 point på grund af rod i økonomien og har nu tre point op til playoff-pladsen.