Man kan ikke lægge et budget uden at kende sine udgifter.
Derfor beder rådmand Anker Boye (S) nu transportminister Flemming Hansen (K) svare på, hvor meget staten vil betale for en bro over Odense Kanal, så ringvejen omkring Odense kan fuldendes. Kanalforbindelsen kommer til at koste 400 millioner kroner, og Odense Kommune har forlængst besluttet sig for at betale de 160 millioner kroner. Da den beslutning blev taget, indvilgede Fyns Amt i at betale resten, men nu er amtet nedlagt.
Brev ikke modtaget
I fredags sendte borgmester Jan Boye på opfordring fra Anker Boye og Økonomiudvalget et brev til transport- og energiminister Flemming Hansen, hvori han beder om en afklaring.
Men foreløbig er brevet ikke dukket op i Transport- og Energiministeriet.
»Jeg kan ikke lige lokalisere det. Men vi har haft nogle tekniske problemer,« siger ministeriets pressechef, Jesper Damm Olsen. Han regner med, Odense Kommune i løbet af få uger vil få svar fra ministeren, der lige nu er i Bruxelles.