Der er lagt op til et brag af en ”velkommen hjem”-fest, når Anker Jørgensen vender tilbage.
Eller, det vil sige, statuen af den tidligere statsminister vender hjem.
Og Anker Jørgensen vil endda være at finde blandt talerne på dagen, lyder det i en pressemeddelelse.
Der er lagt op til fest på Anker Jørgensens Plads den 28. september kl. 16.00.
Statuen af Anker Jørgensen er netop kommet tilbage til Anker Jørgensens Plads efter istandsættelse af pladsen.
Og han har været savnet, lyder det.
Pladsen har ikke været den samme uden den fine statue af skulptør Nanna Drewes Brøndums.
Den festlige dag kommer selvfølgelig til at byde på taler af prominente socialdemokrater, blandt andre Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, formand for den Socialdemokratiske Folketingsgruppe, Mogens Jensen og idekvinden bag statuen, Susan Hedlund.
Anker Jørgensen er på alle måder en særlig politiker. Han kom fra bunden af samfundet, mistede begge sine forældre inden han blev teenager, men glemte aldrig sine rødder. Han elskede at tale med mennesker, mange af beboerne i kvarteret har været i dialog med Anker Jørgensen gennem tiden.
Og ved tilbagekomsten af statuen af Anker Jørgensen, kan han nu selv tale.
Vær forberedt på, at han muligvis beder dig om tage plads ved siden af ham på bænken.
Det fungerer på den måde, at forbipasserende kan scanne en QR kode ved statuen på Anker Jørgensens Plads med deres smartphone og få en opringning fra Anker Jørgensen. Herefter vil han fortælle om sit liv og hans tanker i dag.
Der findes faktisk allerede 11 Talking Statues i København, herunder H.C. Andersen på Rådhuspladsen, Ludvig Holberg ved Det Kongelige Teater, Christian 4. ved Nyboder og Søren Kierkegaard i Bibliotekshaven.
I den nye version er det faktisk muligt at "tale" med Anker Jørgensen. Søren Zeuth og Bertha Media.