Nattens voldsomme angreb på skadestuen på Odense Universitetshospital sætter sindene i kog i landets tredjestørste by.
Odenses borgmester Anker Boye (S) er rystet og vred over angrebet, hvor op til 80 personer stormede skadestuen på jagt efter en mand, der var blevet skudt i bydelen Vollsmose.
- Det er grænseoverskridende på en måde, som vi godt aldrig har oplevet før i Odense. Ikke nok med at de skyder en person, at de så angriber skadestuen, hvor der er personale og patienter, det er vanvittigt og et udtryk for forråede normer, raser borgmesteren over for Newspaq.
Angrebet opstod efter et sammenstød i Vollsmose, der er en bydel, som er kendt for sociale spændinger. Anker Boye vil dog ikke kalde angrebet for et decideret Vollsmose-problem.
- Det er med politiets ord længere ude, end vi har set før. Det har ikke som sådan noget med Vollsmose at gøre, det er fordi, der er cirkus og tivoli derude. De her kriminelle forfølger to personer, og så er det tilfældigt, at det sker i Vollsmose, lyder det fra borgmesteren.
Fyns Politi har indtil videre anholdt seks personer i Vollsmose-bydelen Bøgeparken. Anker Boye mener ikke, at kommunen kan gøre andet end at fortsætte det gode samarbejde med ordensmagten. I sidste ende er det politiet, der skal sætte hårdt ind.
- Den konkrete sag er en ren politisag, men jeg vil hjælpe dem så meget jeg kan. Jeg vil sige, at vi samlet arbejder dag og nat for at komme de kriminelle til livs. Vi vil ikke have deres uvæsen i vores by, siger Anker Boye.
Der var angiveligt op til 80 personer, som kørte i biler til skadestuen for at få fingrene i den person, der blev skudt. Efterfølgende har personalet på skadestuen fået krisehjælp på grund af den chokerende oplevelse.