Rådmanden med det formelle ansvar for asfalt, stier og tuneller, Anker Boye (S), er både forbløffet og uenig med Jan Boye, når han forsøger at fremrykke en afgørelse om at få Thomas B. Thriges Gade ned i en tunnel.
»Vi er i By- og Kulturforvaltningen allerede i gang med at anslå, hvor meget vi kan få for arealerne vest for Thomas B. Thriges Gade og grunden oven på en eventuel tunnel, uanset om man måtte beslutte sig for en lang eller kort løsning,« siger Anker Boye.
Især er den lille parkeringsplads foran BG Bank attraktiv og området rundt om Ruinen, altså I. Vilh, Wernes Plads.
Skal ses i sammenhæng
»Men vi er nødt til først at få et overblik over alle delelementer i det store projekt, som skal binde byen og havnen sammen,« siger Anker Boye.
»Før man kan tale seriøst med investorer, skal man kende størrelsen på de arealer, der frigøres, og højden på de kommende bygninger og dermed antallet af etagemeter. Og man skal vide, i hvilken takt grundene er klar. Disse ting er vi nødt til at vente på,« siger Anker Boye.
Han peger desuden på, at byens fortsat står med et uløst problem i forbindelse med kanalforbindelsen til 400 mio. kr., som amtet tidligere havde lovet at betale 60 procent af.
»Det kan da godt være, det er en god løsning at grave Thomas B. Thriges Gade, men lad os dog respektere den proces, som giver det mest optimale resultat,« siger Anker Boye.
Samarbejdets mand
Borgmester Jan Boye (K) mener ikke, han har gjort andet end at optræde ansvarligt og fremsynet.
»Ingen kan vel forvente, vi sidder på hænderne og ikke foretager os noget, så længe høringsfasen står på. Og i denne sammenhæng har jeg blot sikret mig politisk rygdækning,« siger Jan Boye, som understreger, der ikke er indgået nogen aftale om, hvor vidt motorgaden skal graves ned.
»Det skal et flertal i byrådet afgøre til sin tid,« siger han og afviser beskyldninger om blokpolitik.
»Jeg er fortsat samarbejdets mand, se bare på budgetforliget, hvor alle var med. Men det må være tilladt for mig at tage selvstændige initiativer,« siger Jan Boye.