Tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) har ikke lagt fingre imellem, når han i sine dagbøger har beskrevet politiske modstandere og Kongehuset.
Det fremgår nu af en ny biografi om statsministeren.
Fremskridtspartiets formand, Mogens Glistrup, er en af dem, der får et hak i tuden:
"Han er streng, fascist, en væmmelig fyr, en snakkemaskine, som på typisk psykopatisk facon springer fra et spørgsmål til et andet, så han er umulig at komme 'til bunds' i," skriver han efter valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet bliver landets næststørste parti.
Et besøg hos Dronningen får også et par linjer i den giftige dagbog. Her beskriver han Majestæten således:
"Så går døren op, og dronningen står for at tage imod os. Hun er høj, ja, nærmest lang, og især i forhold til mig. Hvorfor hun så også har tykke såler under skoene, forstår jeg ikke. Hun har hver gang ny kjole på, sjældent køn. Hun burde have en bedre rådgiver til sit tøj."
Der er flere af den slags stikpiller i Anker-biografien "Statsminister Anker Jørgensen" af Thomas Thurah, som udkommer d. 2. november.
Kilde: BT