FCK Håndbold sikrede sig lørdag årets første titel, da Anja Andersens tropper vandt pokalfinale i Nordea Cup mod SK Århus.
Men det holdt hårdt mod de undertippede værter i NRGi Arena i Århus.
SK Århus kom foran 6-2 efter ti minutters spil - ikke mindst i kraft af storspil af Anne Sophie Okkels, der efter kampen blev kåret til Årets Pokalfighter.
FCK kom dog tilbage i kampen og kunne gå til pause foran 13-12.
I anden halvleg fulgtes de to hold tæt, men FCK trak det længste strå, da norske Linn-Kristin Riegelhuth scorede sejrsmålet på straffekast kort før tid.
Det er FCK's anden pokalfinale - og første pokaltriumf.