Anja Pärson fik ikke sin rekord som den første skiløber, der har vundet fire guldmedaljer ved det samme VM, da kvinderne fredag aften afgjorde deres slalomkonkurrence.
Den svenske medaljesluger måtte se sig henvist til tredjepladsen efter en fantastisk, intens og tæt konkurrence, hvor løberne i lange perioder overtog den midlertidige førsteplads, når de kom i mål.
Pärson som havde den anden bedste tid efter første gennemløb måtte dog tage til takke med den midlertidige andenplads, da hun nåede målstregen efter andet gennemløb, da østrigske Marlies Schild var fem hundrededele af et sekund hurtigere end svenskeren.
Hurtigst af alle var dog Sarka Zakrobska fra Tjekkiet, der på fornemmeste vis forsvarede førstepladsen fra første gennemløb og dermed blev den første kvindelige skiløber fra Tjekkiet til at vinde en guldmedalje ved VM.