'Toy Story 2' er blevet vippet af pinden som den Pixar-film, der har trukket flest danskere i biografens mørke.
Med 470.000 solgte biografbilletter tog 'Op' i mandags førstepladsen som den mest sete Pixar-film nogensinde herhjemme, skriver filmz.dk.
På andenpladsen kan man derfor nu finde 'Toy Story 2', som solgte 466.816 billetter, mens bronzemedaljen går til 'Find Nemo', som hev 457.925 i biografen.
'Ratatouille' ligger lige i hælene med 452.313 solgte billetter.
Den animerede film 'Op' handler om den 78-årige ballonsælger Carl Fredricksen, der opfylder en livslang drøm om det store eventyr. Han binder tusinder af balloner fast til sit hus og stiger til vejrs.
Men først da det er for sent, opdager han, at en blind passager har sneget sig om bord. Den otteårige opdagelsesrejsende Russell er den sidste, Carl ville have inviteret med på sin drømmerejse.
Det er stadig muligt at se, hvordan historien ender i de danske biografer landet over, hvor filmen både kan ses med dansk tale og i original version.
I 13 udvalgte biografer kan den også opleves i Disney Digital 3D.