Den anholdte i sagen om overfaldet på statsminister Mette Frederiksen (S) sigtes af politiet for at have slået hende med knyttet hånd på højre overarm.
Det kommer frem i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg lørdag eftermiddag.
Sigtelsen mod den anholdte 39-årige mand, der taler polsk, og som har en tolk ved sin side, drejer sig om overtrædelse af straffelovens bestemmelse om vold eller trussel om vold mod tjenestemand i funktion. Det er paragraf 119.
Manden skal have slået Mette Frederiksen med knyttet hånd på højre overarm, så hun "kom ud af kurs", fremgår det af sigtelsen.
I retsmødet ønsker anklageren, specialanklager Taruh Sekeroglu, at retsmødet foregår bag lukkede døre. Det skyldes blandt andet hensynet til efterforskningen.
Forsvareren, advokat Henrik Karl Nielsen, beder om dørlukning af en anden grund. Nemlig risikoen for en unødig krænkelse af de 39-årige.
- Der er intet, der tyder på et politisk motiv, bemærker forsvareren.
Han tilføjer, at sagen "fylder nyhedsbilledet i hele verden", inden han overhovedet har haft lejlighed til at tale med sin klient. BBC og CNN har blandt andet omtalt sagen, og der har været kommentarer fra politiske ledere i ind- og udland, beretter han.
Den anholdte er en høj mand med skæg. Han er iført en basketballtrøje med hætte.
- Der er ikke nogen, der ved, om han vidste, hvem det var, han skubbede til, siger forsvareren.
Den 39-årige nægter sig skyldig, kommer det frem.
Dommer Christian Lundblad har besluttet at nedlægge et referatforbud. Det er foreløbigt. Det indebærer, at der ikke må liveblogges fra retsmødet, og at der i øvrigt indtil videre ikke må gengives oplysninger om sagen.
/ritzau/