De fleste kan hidse sig op over elektriske apparater, der ikke virker. De færreste ville imidlertid nok vælge at skyde løs på dem af grund.
Om det var raseri, der mandag aften fik en 41-årig mand fra Marslev på Fyn til at gennemhulle sit køleskab med en pistol, vides ikke, men manden er i hvert fald blevet anholdt for ulovlig besiddelse af pistolen.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik en anmeldelse om skyderi på mandens adresse og kunne ved ankomsten konstatere, at han havde ramt sit køleskab med hele 11 skud.
Manden havde skudt sit køleskab med en nimillimeterpistol af det tyske mærke Luger.
Manden er i forvejen kendt af politiet for andre overtrædelser af straffeloven, men har ikke nogen forbindelse til bander eller anden organiseret kriminalitet.